Totalkredit 30 år

Totalkredits historie fortalt i en flot jubilæumsbog. Find den her.

Vestkystens urkraft er en energi i os alle

Selvstændighed og viljen til at støtte lokalsamfundet. Det er stadig de væsentlige drivkræfter for Jan Kirkensgaard, der står i spidsen for Faster Andelskasse. Han sætter en ære i at værne om andelstanken i det lille, vestjyske pengeinstitut, som lokale landmænd og jordbesiddere stiftede for over 100 år siden.

Ude ved den jyske vestkyst, i den lille by Astrup, ligger en af de få andelskasser, der er tilbage i Danmark. Man kunne let forveksle navnet med en nær familierelation, men her har Faster intet med en faderlig slægtning at gøre. Det henviser til det lille kirkesogn, som den lokale andelskasse ligger placeret i.

Familiær er stemningen dog næsten, når man møder andelskassens administrerende direktør, Jan Kirkensgaard. Den nære og jordbundne relation til omgivelserne er nemlig afgørende i hans øjne. ”Vi er drevet af et ønske om at give tilbage til vores lokale samfund. Vi indgår i et økosystem, hvor vi skal lykkes sammen med borgerne. Det kræver, at vi er helt tæt på vores kunder og samarbejdspartnere”, forklarer han.

VIRKELYST I VANDKANTSDANMARK
Lysten til at lykkes i det lokale fællesskab er ikke blot kendetegnende for Faster Andelskasse. Det er en generel mentalitet på den vestjyske egn, mener Jan Kirkensgaard. ”Der er en helt særlig urkraft her i Vandkantsdanmark, hvor en stærk virkelyst gennemstrømmer samfundet. Borgerne ønsker at skabe en lokal sammenhængskraft, og den bølge er vi en del af.”

Jan beskriver, hvordan man i Astrup har værnet om forsamlingshuset, kirken, købmanden og det gamle mejeri. De lokale institutioner har en stor betydning, og der bliver lagt meget energi i at bevare dem. ”Tilsvarende har vi ansvar for at støtte borgernes økonomi – på den måde hænger det hele sammen”, konkluderer han.

MEDARBEJDERE SOM MALERMESTRE
I knap ti år har Jan været frontfigur i den vestjyske andelskasse. Han betragter sin rolle som et stort privilegium, for hans medarbejdere har en loyalitet, som rører ham dybt. ”Da jeg startede som direktør, havde jeg en plan om at friske stedet lidt op. Så tilbød medarbejderne selv at bruge en hel weekend på at male lokalerne fra top til tå. Dér fandt jeg ud af, at jeg havde fået guld mellem hænderne. Det er sjældent, at man møder en sådan dedikation.”

Og dedikationen er til at tage og måle på. Når først medarbejderne er startet i andelskassen, så bliver de der. Flere af dem har været trofaste i mere end 30 år.

LOKALE ÆBLETRÆER OG GLOBALE VERDENSMÅL
Andelskassens fokus på det nære og lokale liv skygger dog ikke for udsynet. For det er vigtigt at løfte blikket og også tage et globalt ansvar. ”Vi har taget FN’s verdensmål til os, men vi ønsker at få ejerskab over dem, så det ikke blot bliver skueværdier. Derfor starter vi i det små. Vi skal blandt andet i gang med et projekt, hvor vi planter gamle, danske frugtsorter i et lille skovområde. På den måde sørger vi for, at det globale og lokale initiativ kan gå hånd i hånd”.

Jan tilføjer, at andelskassen også har andre sociale indsatser, hvor de blandt andet støtter kenyanske kvinder og emigranter. ”Alle har ret til lidt jysk drivkraft. I særlig grad dem, der er udsatte og har brug for ekstra støtte.”

Som kunde hos Faster får du...

ikon
Nærhed og indlevelse

Forståelse for dine forventninger og behov.

ikon
Kompetent, relevant og hurtig...

Rådgivning af dygtige medarbejdere, hvor du oplever tryghed og dine behov som midtpunkt.

ikon
Moderne tilgang

Vi gør en dyd ud af god personlig service, men tilbyder også selvbetjening via PC, tablet og smartphone.